Tilbage til forside
Klik her for at læse mere om Djursland



Kultur i naturparken


Hele området omkring Mols Bjerge byder på et væld af oplevelser, hvis man er kultur- og kunstinteresseret. Kultur og kunst kan være mange forskellige ting, og naturparken byder på noget for enhver smag – lige fra fortidens imponerende bygningsværk til de moderne kunstnere, der udfolder sig i glas og keramik.

Fortidsminder Kirker
Ebelfestivalen Kunsthåndværk

 

 

Fortidsminder
Rundt omkring i landskabet findes en lang række fortidsminder, nogle er svære at få øje på, mens andre er meget synlige. Men fælles for dem alle er, at de giver et indblik i hvordan livet var i Danmark for hundreder, ja tusinder af år siden.

Rostved Gravplads
Lige nord for Rønde finder man et af fortidsminderne i naturparken. Rostved Gravplads blev fundet ved udgravningen af omfartsvejen i 1991, og den stammer fra jernalderen, omkring 100 år efter Kristi fødsel. Der er formentlig tale om et familiegravsted for rige familier. Der er opstillet informationstavler, som fortæller mere om gravpladsen.

St. Bavnehøj
Lige i udkanten af Rønde kan man tage turen op på den 102 meter høje St. Bavnehøj. Her har man en fantastisk udsigt over Kalø Vig og store dele af resten af Djursland, så det er et godt sted at få et overblik over området.

Selve højen stammer fra bronzealderen, og den fremtrædende placering i landskabet skulle formentlig sikre, at andre stammer blev klar over, at her herskede en stærk stamme. Højen minder meget om en tilsvarende ved Egtved, hvor man fandt Egtved-pigen.

Martens Lystanlæg og Runddysse
I skoven lidt nord for Feldballe ligger endnu en velbevaret runddysse fra oldtiden. Runddyssen er ca. 3.500 år gammel, og den består af 5 bæresten og en enorm dæksten. Rund omkring runddyssen finder man nogle lidt underligt udseende stensætninger.

De blev anlagt af Kgl. sandflugtskommisær Martens i 1835 for at fejre, at det var lykkes at bekæmpe sandflugten i området. For at finde runddyssen kan man parkere ved Kolindvej og følge stien ca. 1,5 km ind i skoven.

Top

Molslandet er kendt for sine mange stendysser

Trehøje
I Mols Bjerge finder man det karakteristiske Trehøje, som ligger i den sydlige del af Mols Bjerge. Som navnet antyder, består Trehøje af tre store bronzealderhøje, men i hele området er der i alt 22 gravhøje. Herfra er der også en fantastisk udsigt, man kan se til Sjælland, Hjelm og Jernhatten mod nord.


Stabelhøje
Et andet meget markant højdepunkt på turen rundt i Mols Bjerge er Stabelhøje. Højene ligger stik nord for Agri, og de er nogle af de flotteste storhøje fra bronzealderen i Danmark. Højene er fredede og har derfor aldrig været undersøgt af arkæologer, men man regner med at de indeholder adskillige grave fra bronzealderen.

Kirker
I hele området er der rigtig mange flotte og seværdige kirker. De fleste kirker er bygget i romansk stil, men mange fik efter reformationen tilført kapel eller tårn, hvorved man efterlignede den typiske byggestilen fra 1600-tallet.

Thorsager Rundkirke
En af naturparkens flotteste og mest iøjnefaldende kirker er Thorsager Rundkirke. Kirken blev opført omkring år 1200, og det er den eneste rundkirke i Jylland. Selve kirken regnes for at være en af Danmarks ældste teglbygninger, og den besøges årligt af ca. 20.000 turister.

Selvom det kan være svært at forestille sig i dag, så lå kirken i sin tid med adgang til havet, og den er højst sandsynlig blevet brug til at søge tilflugt i, når der ankom gæster med uvenlige hensigter. Du kan læse mere om Thorsager Rundkirke på www.thorsager-bregnet.dk

Bregnet Kirke
Bregnet Kirke ligger utrolig flot midt i landskabet ved Ringelmose Skov. Kirken er opført omkring 1470, og grunden til at den ligger lidt ensomt i dag er, at der lå en landsby omkring den, da den blev bygget. Man regner med, at landsbybeboerne er blevet tvangsflyttet længere ind i landet, til det der blev til byen Rønde.

Kirken fungerer i dag som Røndes Kirke. Der er god grund til at tro, at der har ligget en kirke på stedet i mange år før den nuværende, idet Sct. Tobias Kilde ligger ca. 100 meter fra kirken. Kilden har været besøgt af pilgrimme langvejs fra, og derfor var det nærliggende at have en kirke til at servicere pilgrimmene.

Feldballe Kirke
Feldballe Kirkes historie er tæt forbundet med Møllerup Gods. Kirken blev opført i 1200-tallet formodentlig af Marsk Stig. Personen som har sat de største fingeraftryk på Feldballe Kirke er dog uden tvivl Elisabeth Rosenkrantz, som var meget opsat på at udsmykke den lokale kirke. Hendes påvirkning ses tydeligt ved alterpartiet, hvor man bl.a. kan se hendes initialer ved indgang til alteret.

Præstegården og Kong Hans’ lade
Ved kirken ligger Feldballe Præstegård, som er opført i 1688. Dog erstattede man ved en restaurering i 1920’erne de gamle bygninger med nogle moderne. Bl.a. rev man en lade ned, som i dag ligger på lager i Den Gamle By i Århus. I dag finder man det lokalhistoriske arkiv i avlsbygningerne. Nord for præstegården ligger en bygning, som meget tydelig er ældre end de andre.

Det drejer sig om Kong Hans’ lade. Årsagen til navnet skal findes i et sagn, der fortæller, at Kong Hans overnattede i laden på sine rejser rundt i Danmark. Bygningen er sandsynligvis opført i 1500-tallet, og har sikkert fungeret som gæstehus for præstegården. Kælderen siges enten at have været fangekælder eller opbevaringsrum til kartofler! Alt efter temperament.

Top

Egens Kirke
Egens Kirke er en af de mindste i området omkring Mols Bjerge, ja faktisk er den en af Danmarks mindste. Den har kun 70 siddepladser, og den stammer fra tiden omkring år 1500, og den har tilsyneladende afløst en tidligere kirke, som lå på samme sted.

Der er en historie, der fortæller hvorfor Egens Kirke blev bygget. Det var sådan, at når folk fra området omkring landsbyen Egens skulle i kirke foregik det i Bregnet Kirke. En dag var et par blevet gift og begik sig med gæsterne og gaverne på vej igennem Ringelmose Skov mod Egens.

Undervejs blev de overfaldet af røvere, som på det tidspunkt hærgede skoven, og historien er sågar, at bruden blev voldtaget. Det fik hendes far, som var en velhavende bonde, til at opføre Egens Kirke, således at folkene derfra undgik den farlige tur igennem Ringelmose Skov.

Knebel Kirke
Mols har mange flotte og seværdige kirker. En af dem er Knebel Kirke fra ca. 1175. Den primære grund til, at man ikke må snyde sig selv for at besøge kirken er udsmykningen omkring alteret.

I 1990’erne blev der indgået en aftale med den anerkendte kunstner Bjørn Nørgaard om en ny udsmykning af Knebel Kirke. Resultatet blev, alteret blev delt i tre. Hvorvidt man synes resultatet er en succes er en smagssag, men der er ingen grund til at snyde sig selv for et besøg i kirken, så man kan danne sin egen mening om udsmykningen.

Hyllested Kirke
Hyllested Kirke er især kendt for sine flotte kalkmalerier, som formentlig optræder i enhver bog om kalkmalerier. Motiverne er meget forskellige, meget specielle er de kalkmalerier, som kom frem efter en restaurering i 1965-67. De forestiller skabelseshistorien, uddrivelsen af paradis og Kristus som verdensdommer. Desuden rummer kirken en flot altertavle fra senbarokken og en døbefont med løvefigurer.

Hyllested Kirke

Ebelfestivalen
I Ebeltoft afholdes hvert år en festival, som hylder danske æbler og som samtidig sætter fokus på Ebeltofts kultur og historie. Festivalen i 2005 havde æbler i alle afskygninger som tema.

Målet for festivalen er at udbrede kendskabet til danske æbler, og har man lyst til at besøge festivalen, kan man besøge hjemmesiden for festivalen på www.ebelfestival.dk. Udover at finde konkrete oplysninger om arrangementerne, kan man finde en masse dejlige opskrifter, hvor æbler naturligvis indgår.

Kunsthåndværk
Er man interesseret i kunsthåndværk byder Naturparken Mols Bjerge på gode muligheder for at dyrke den interesse. Især i området omkring Ebeltoft finder man en række værksteder og gallerier, som er åbne for gæster. For en samlet oversigt over de arbejdende værksteder kan du besøge www.kunstruten.dk.

Her kan man se en samlet oversigt over museer, gallerier og kunsthåndværkere i hele Østjylland, og dermed også Naturparken Mols Bjerge. Og så må man selvfølgelig ikke snyde sig selv for at besøge Glasmuseet i Ebeltoft.

Top

Nationalpark Mols Bjerge - Grenåvej 12- 8410 Rønde - 72 17 07 14 - www.nationalparkmolsbjerge.dk